Med næsen i det blodige spor

10. august 2018 / Vivian Kjølholm, Kennel Visabellak

I 2017 kontaktede en svensk hvalpekøber mig for køb af en hvalp.
Hun skulle bruge hunden til udstilling og især vildtspor. Selv har jeg været på flere weekend kurser i vildtspor med min ældste hund Vigga, og ved, hvilket herligt samvær man har med sin hund i denne sport, så det var herligt at kunne sælge en hvalp til netop dette formål.
Smilla flyttede derfor til Sverige sommeren 2017.

I DK er det lidt svært at opdrive kurser for de små hunde og ikke samtidigt fornemme at blive set lidt skævt til – for når du står der som nybegynder med din lille langpelsede uldtot af en hund blandt jægere og deres hønsehunde og labradors – ja, så fornemmer man hurtigt deres skæve smil i øjenkrogen. MEN en hundenæse er nu en hundenæse – og selvom en Bichon Havanais ikke just er født i verden til denne sport, så skal man ikke tage fejl af deres formåen.
I DK kommer du heller ikke langt med prøverne – for det er kun brugshunde, der kan blive vildtsporschampions. I Sverige derimod, ses der ikke på, om hunden er en brugshund eller ej. Her er det en sport for alle – små som store – og sporten er langt mere udbredt og du kan blive vildtsporschampion med din selskabshund.

Nå, men det lå hurtigt i kortene, at sommeren 2018 bl.a. skulle bruges sammen med hvalpekøber og Smilla på et Vildtspors kursus i Sverige. Med os skulle vi have vores egen Shanti, søster fra samme kuld. Shanti er NoseWork hund, og er vant til at lede efter lavendel duft – men dette skulle være noget ganske nyt.

27. juli 2018 drog vi således 900 km og 10 timers kørsel op i Sverige – og trodsede de svenske skovbrande – for at deltage i et nybegynder vildtsporskursus, ledet af passionerede Lena Lind som også selv er Bichon Havanais ejer og som pt har 2 vildtsporschampions med championater i flere lande. Det kunne ikke blive bedre.

Kurset startede fredag aften med 3 timers teori – uden hund – og kort præsentation af de 6 deltagere som var 3 Bichon Havanais, 1 Bichon Frise og 2 Dværgpinchere.
Vi fik udleveret kort over skoven og ’vores’ eget område for de næste dage. Sådan ca. 250.000 m2 til hver – man er vel i Sverige og skov er der rigeligt af.
Gennemgang af det første mål indenfor sporten, som er en anlægsprøve på et 700 meter spor med blod og vildtklov, sporet har ligget i 3-5 timer inden prøven, har 4 stk. 90 graders vinkel vendinger samt har et blodophold på en kort strækning. Hele sporet skal være snuset op på max 45 minutter.
Til træningen heraf mærkes sporet op fra start til slut med afmærkninger i form af afmærkningsbånd i flere farver påsat på en klemme. Klemmerne bliver sat på en snor eller sele som du kan bære på skulderen, så du nemt kan trække dem af og sætte dem på træer og buske i takt med at sporet lægges.

Næste morgen mødte vi veloplagte op i skoven til samling. Hver især fik udleveret en klov på snor og 250 ml blod. Blodet var hentet hos slagteriet og var blod fra vildt. Det var både tykt og klumpet i det, så det skulle derfor sis først så det lille bitte hul i låget på flasken ikke blev lukket helt til når vi skulle lægge sporet. Okseblod og svineblod kan også anvendes. Ved mangel på friskt blod, bruger jeg derhjemme også blodpulver som fortyndes med lidt vand.

Vores skridtlængde skulle beregnes – for i skoven bruges ikke målebånd – her tæller man skridt. Så vi blev sendt afsted hver især på en 50 meter distance mellem 2 træer – der blev talt skridt og herefter kunne en skridtlængde beregnes via en omregningstabel. 128 skridt på 100 meter var beregningen for mig.

Vi satte os hver især i bilerne og kørte ud til vores skovområde. Der var ugen forinden set både ulve og bjørne i området, så jeg må indrømme, at skoven lige blev tjekket 360 grader rundt, da jeg stod dér mutters alene i mit område. Bilen var i nærheden og den kunne lynhurtigt komme i fart, hvis jeg pludselig skulle stå ansigt til ansigt med sådan en fyr.

Min plan var at starte med et 70 meters blodspor med en let blød bue, da det er svært for nybegynder-hunden at starte med et for langt spor og med 90 graders vinkler (knæk). Det er vigtigt, at det er super nemt for hunden i starten. Hunden skal have succes og må ikke føle sig frustreret over ikke at vide hvad den skal, så derfor er distancen kort, der er bløde buer, blodet lægges i én lang fed stråle hele vejen, der er godbidder undervejs, og der en fest af en anden verden i den anden ende af sporet, hvor kloven jo også ligger som målet og som den store gevinst.

Start stedet blev markeret med et par spark i jorden og en farverig klemme, der blev oversprøjtet med blod i jorden, snoren til kloven blev bundet omkring håndleddet og kloven fik også lige et par sprøjt. Og så var det bare om at marchere derudaf. For sent kom jeg i tanke om, at jeg havde glemt at tælle skridt!! Så sporet blev snarere på 100 meter, hvilket senere skulle vise sig at være for alt langt for min nybegynder hund.
Sporet skal gerne ligge en times tid – så tilbage til samlingsstedet, hvor vi alle mødtes og fik lidt svensk ’fika’ i ventetiden.
Efter pausen blev vi inddelt i grupper – det er nemlig særdeles lærerigt, at se andre hunde og deres førere og hvordan de griber opgaven an. Og ingen tvivl om, at de små rotte hunde havde en medfødt fordel.

Så blev det Shanti’s tur. Og ingen hemmelighed skal det være, at den langhårede prinsesse synes det var lidt ubehageligt at gå i tæt blåbærskrat i den svenske skovbund. Ydermere skulle hun lige fange ideen med, at det ikke var lavendel som i NoseWork, men en helt ny duft hun skulle spore og at tanken faktisk var, at hun skulle stikke næsen i jorden og følge den dér nye duft i én lang strækning.
Shanti var pænt udfordret med skovbunden, hvilket gjorde hende lidt frustreret. Men hun kæmpede og kloven blev fundet og en fest blev afholdt i form af lækre godbidder. Og stolt var hun.

Da spor nr. 2 skulle lægges blev strategien ændret. Distancen skulle være kortere, på mere flad bund uden så meget krat, flere godbidder undervejs og en lille kort bue. Jeg fandt et nyt spot i ’vores’ område og lagde et utroligt nemt spor uden krat og der blev pøset godt med blod hele vejen.
Medens sporet ’hvilede’ var det blevet tid til frokost. Menuen stod på Chili Con Carne, ris, salat og brød. Vejret havde været overskyet og dermed perfekt for hundene, men under frokosten valgte en regnbye at slå vejen forbi. Der er nu vis charme i, at spise Chili Con Carne dybt inde i den svenske skov i øsende regnvejr.

Efter frokost og mere teorisnak, skulle vi ud i grupperne igen. Shanti fik fanget ideen med sporten, nu hvor hun ikke var hindret i krat og en skovbund i alle varianter. Næsen var i sporet hele vejen – ca. 60 meter med let bue– og kloven blev fundet uden problemer. Stor ros og godbids fest! Dværgpincherne gik til opgaven som havde de aldrig gjort andet, men de har jo også medfødte evner i søgediciplinen. Sammenligning mellem hundene er dog unødvendigt i denne sport. Hunden skal mødes på det individuelle niveau den nu engang er på – ligesom så meget andet.

Efter sporet var der samling og gennemgang af dagens spor og hundens fremskridt. Herefter kørte vi alle på restaurant for at hygge og spise til aften, medens hundene kunne slappe af efter dagens spor. At gå spor trætter …enormt! Så spor er ikke noget man derhjemme træner hver dag – det anbefales max at træne 1 gang ugentligt, så gejsten ikke fiser helt af.
En ny søndag så dagens lys og vi var på pletten kl. 9. Nu vidste vi ligesom hvad der skulle gøres – så vi blev hurtigt sendt i skoven for at lægge nyt spor. Regnen silede ned til Lenas store glæde. Dels fordi der var skovbrand kun 65 km væk og dels fordi fugten giver sporet et ekstra pift, ved at duftmolekylerne spreder sig mere og som gør det nemmere for hunden at spore.
Denne gang blev et længere spor lagt til Shanti på et helt nyt sted i skoven. Sporet var vel nu ca. 110 meter og kloven blev gemt lidt offroad bag et træ. Når sporet er lagt må man naturligvis ikke gå tilbage ad samme vej som sporet er lagt, da sporet jo således bliver ødelagt. Så når kloven er lagt, skal man dreje 90 grader og gå helt væk fra sporet minimum 50 meter. Så da jeg var gået 50 meter væk fra sporet, mistede jeg, for et kort øjeblik, overblikket over, hvor jeg lige havde parkeret bilen. Når sporet lægges har man en tildens til at kigge ned på spor + klov og ikke kigge op.

Nå, men jeg fandt tilbage til bil og samling og efter en fika pause skulle vi nu ud i nye grupper. Det var herligt, for nu havde jeg muligheden for at se lille Smilla arbejde. Ingen tvivl om, at hun var mere terrængående og vant til den svenske skovbund med blåbærkrat og deslige. Super skrap var hun – og gik et langt spor på næsten 250 meter uden problemer. Hun bar stolt sin klov hele vejen retur til bilen. Så hun er snart klar til anlægsprøven.

Dagen forsatte som dagen før med frokost, et spor mere og mere teori. Efter gruppefoto og endnu en fantastisk god dag var vi klar til at køre hjem til Danmark med en træt hund og mange gode kursus timer at mindes.
Nu skal vi i gang med træningen herhjemme i den danske skov, så må vi se om også vi, med tiden, kan blive klar til en anlægsprøve i det svenske.